Jeg er blevet inspireret af min skønne business partner og business buddy Diana Lund Nordstrøm til at skrive et blogindlæg om at arbejde i weekenden.
Hun fortalte, at hun havde taget emnet op på Clubhouse, og det er jo virkelig noget der kan dele vandene. Jeg forsøger så vidt muligt at holde fri i weekender og når vores børn har fri (og er vågne). I en periode var jeg lidt mere afslappet med, hvornår jeg arbejdede. Men jeg har lagt mærke til, at min datter på 5 år er begyndt at sige:
“Mor, når du er færdig med at arbejde, tror du så du har tid til at være sammen med mig?”
Og det går lige i hjertet. Både min mand og jeg bruge en del tid sammen med hende, men det fortæller mig alligevel, hun en del gange har hørt sætningen:
“Mor skal lige være færdig med at arbejde, så kan vi måske nå at lave noget sammen.”
En af de helt store grunde til at jeg blev selvstændig, var for at kunne være sammen med mine piger, mens de er små. Den yngste er 5 år, den ældste 10.
De bliver ikke ved med at være små.
Derfor er jeg igen begyndt at prioritere at holde fri, når de er hjemme og vågne. Og det er jo heldigvis en del af den frihed, man har som soloselvstændig, så længe man kan få det til at gå op med kunder og samarbejdspartnere.
Hvad er vigtigt for dig i din hverdag? Og husker du at sætte tid af til det?