“Der var en gang en ung kvinde, der virkelig gerne ville bidrage

Hun vidste, at hun kunne hjælpe mange mennesker til en gladere og mentalt sundere hverdag, hvis hun ellers “bare” kunne komme igang. 

I gang med at coache, i gang med at sparre, i gang med at undervise. 

Hun vidste, at hun havde så meget at byde på, hvis “bare” hun kunne “finde” et job, hvor hun kunne komme igang. 

Men hun tvivlede på sig selv. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle showcase sine færdigheder. 

For de var medfødte og udviklet i privatlivet, men var aldrig rigtig kommet i brug i karrieren. Derfor vidste hun ikke, hvordan hun skulle præsentere det på cv’et. 

Ville det være godt nok? 

Hvis hun dog “bare” kunne få en fod inden for i en virksomhed – bare et par uger som vikar. 

Så ville de få øjnene op for hende…

Men selv det, syntes hun var svært. 

Hun manglede nemlig tålmodighed. Derfor skiftede hun ofte strategi. 

Måske var hun bange for at få succes?

Eller måske var hun bange for at spilde tiden og aldrig blive til noget. 

Hun havde så meget at byde på og hun var bange for at brænde inde med det – og aldrig ændre nogens liv til det bedre. 

Men det er aldrig for sent, tænkte hun… eller er det?

Hun vidste ikke, hvad hun skulle tro på – hvilket ben hun skulle stå på. 

Hun ville “bare” så gerne bidrage…

Hvorfor kan de ikke bare se mig, som jeg er? Er det ikke tydeligt, at jeg er guld værd?

Hvorfor skal man være god til at sælge sig selv for at “finde” et job? Et det kun gode sælgere, der kan “få” jobs?

Jeg er god til at skabe relationer – ansigt til ansigt, men det er svært på papir i en ansøgning. 

Kan jeg så ikke få noget job? Er jeg så diskvalificeret? 

Eller er det mine faglige kvalifikationer, det er galt med? 

Det er det nok, men dem kan jeg jo super hurtigt lære, når jeg er landet i jobbet. 

Til gengæld besidder jeg en masse personlige kvaliteter, som ikke kan tillæres. 

Men de tæller ikke med i de standardiserede ansøgningsformularer som snart alle firmaer har. 

Hvad gør man så? 

Hvordan får man så hul igennem? 

LinkedIn? 

Netværk? 

Professionelle netværk koster penge… i hvert fald dem som HR-cheferne er med i, og det har jeg ikke råd til på dagpenge. 

LinkedIn tager tid… 

Jeg har pt. 6 måneder tilbage på dagpenge – måske er det nok? 

Det håber jeg. 

Jeg vil “bare” så gerne bidrage….”

Det her skrev jeg en nat i juni 2018. Jeg var dybt frustreret og kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle få et job, jeg elskede!

I september 2018 landede jeg et godt job, som dog ikke var drømmejobbet. I december samme år spring jeg ud som karrierementor på linkedin (senere ændrede jeg det som DrømmejobsMentor), og i maj 2020 valgte jeg at gå fuld tid som selvstændig DrømmejobsMentor!

Unden sikkerhedsnet, ingen supplerende dagpenge, intet deltidsjob ved siden af. Går det helt galt, så finder jeg nogle vikariater.

Men som det ser ud nu, er det mig og min virksomhed. OG JEG ELSKER DET! Tanken om at det er MIG der bestemmer, MIG der skal sælge, MIG der skal produktudvikle, MIG der skal coache – den fylder mig med en million små lykkebobler.

Jeg ved, det er svært – jeg har prøvet det to gange før. Men jeg er vokset. Jeg er blevet mere modig. Jeg tør meget mere. Så nu skal det være. Jeg glæder mig helt ustyrlig meget til at fokuserer fuldt ud på mit DRØMMEJOB. På min DRØMMEBUSINESS.

Opdatering

I januar 2021 har jeg nichet ind, så jeg nu fokuserer på at hjælpe ansatte med at springe ud som solosselvstændig. Det er det jeg brænder for og det er her jeg shiner!

Mit allerhøjeste ønske for dig, der læse med er, at du finder din vej, så du kan opleve samme glæde, lykke og mening ved at bidrage med det der giver dig en million små lykkebobler i maven. Hvis du overvejer eller allerede har truffet beslutningen om at blive soloselvstændig, men mangler hjælp til at komme ud over stepperne, så book en intro-samtale lige her. Så finder vi ud af, hvordan du kan bidrage endnu mere, med det du elsker!